
Trafikstyrelsen har givet Ærø Kommune lov til at udbyde bygningen af to færger, udenom standardfærgeprojektet, og samtidig beholde deres tilskud på 71,6 millioner kroner. Tilskuddet var nemlig oprindelig betinget af at kommunen skulle købe færgerne via standardfærgeprojektet.
”Det er en meget glædelig nyhed. Jeg er glad for, vi nu er rykket et skridt nærmere at kunne realisere vores klimamål på færgeområdet, og vi er taknemmelige for, at Trafikstyrelsen ville imødekomme vores anmodning.”
Peter Hansted, borgmester.
Et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede nemlig tilbage i december, at kommunen hellere selv ville stå for bygningen af de to nye færger til Svendborg – Ærøskøbing ruten. Samtidig har Trafikstyrelsen givet lov til at projektperioden bliver forlænget med nogle måneder, så kommunen kan få undersøgt, om det er muligt at bygge færgerne i aluminium.
”Dette kan blive et paradigmeskifte inden for kystnær færgefart, og vi er stolte over at være med til at udforske denne spændende mulighed,”
Keld M. Møller, færgedirektør i Ærøfærgerne.
Kilde: Ærø Kommune