
Bygningen af FUTURA på tyrkiske Cemre Shipyard, er ved at gå ind i den sidste fase. Den 29. juli kom færgen i flydedok for blandt andet at få bunden rengjort og malet, og lørdag den 10. august stævnede hun ud igen.
Ud over malerarbejdet blev også den forreste thruster monteret under dokningen, mens den agterste, der har været i vandet siden søsætningen i november, skulle renses og males. Thrusterne driver skibet frem gennem vandet.
Bunden samt thrusterne er malet med silikonemaling, så skibet kan glide energirigtigt gennem vandet.
Under opholdet i dokken blev pullerterne til den automatiske fortøjning, som skal passe nøjagtigt i færgelejerne, samt tilkoblingen til ladetårnene i havnene i henholdsvis Rødbyhavn og Puttgarden målt op. Fra september 2025 vil skibets store batterisystem kunne oplades på blot 12 minutter i både Rødbyhavn og Puttgarden.
”De målinger skal være meget præcise, da der er meget lille tolerance. Derfor foretager vi dem i dokken, og ikke mens skibet ligger og bevæger sig ved kajen.”
Rasmus Nielsen, Naval Architect hos Scandlines.
Alle systemer skal testes inden turen går mod Rødbyhavn
Nu ligger FUTURA atter ved udrustningskajen, hvor hun skal gøres helt færdig. Alle hjælpesystemer skal testes, og derefter skal hun på prøvetur, hvor alle de såkaldte SAT (Sea Acceptance Tests) kan begynde. Her bliver alle skibets systemer testet med fuld belastning under tilsyn af Søfartsstyrelsen og klassen Lloyd’s Register.
”SAT-testene varer én til to uger, hvor skibet er ude at sejle, med mulighed for at skifte besætning morgen og aften. På den måde kan vi hele tiden have de håndværkere og teknikere ombord, som er nødvendige for at udføre rettelser og justeringer, i stedet for at alle skal være med hele tiden.”
Rasmus Nielsen.
Når også SAT-testene er gennemført succesfuldt, og skibet derpå er leveret til Scandlines, kan FUTURA begynde den lange tur hjem til Rødbyhavn, hvor en del af den kommende besætning er ved roret.
”Vi glæder os utroligt meget til at sætte vores første emissionsfrie færge i drift på Rødby – Puttgarden. FUTURA er en investering i fremtiden – både for os som rederi generelt og ikke mindst som et vigtigt led i, at vi kan leve op til vores mål om at sejle uden udledning af direkte emissioner på Rødby – Puttgarden ruten i 2030.”
Michael Guldmann Petersen, COO hos Scandlines.
Færgen bliver officielt navngivet ved en ceremoni i forbindelse med indsættelsen på Femern Bælt senere i 2024.
Kilde: Scandlines
