
Det blev svenske Echandia, som vandt Ærø Kommunes udbud af en ny batteripakke til den elektriske færge ELLEN. Den nye batteripakke bliver på 3,2 MWh af typen Lithium-Titanat-Oxid og det vil erstatte den nuværende 4,3 MWh NMC batteripakke. Den nye batteripakke er designet med en levetid på 15 år og understøtter hyppige hurtigladninger med høj effektivitet, hvilket er en vigtig faktor i den daglige drift af ELLEN.
“Vi er meget tilfredse med, at Echandia har vundet udbuddet. Vi ser dem som en pålidelig partner med et batterisystem, der passer perfekt til vores behov. Løsningen lever op til vores krav om lang levetid, høj virkningsgrad og maksimal sikkerhed.”
Allan Filtenborg, konstitueret transportdirektør ved Ærøfærgerne.
Echandias LTO-teknologi er særligt velegnet til højfrekvente og hurtigt ladende RoPax-færger, hvor driftssikkerhed er kritisk. Systemet kan håndtere meget høje C-rater og muliggør over 20.000 lade cyklusser samt opladning på omkring 25 minutter. En forbedring på cirka 10 minutter pr. ladning sammenlignet med det tidligere system.
Den nye batteripakke forventes at være installeret og i drift i maj 2026.
Kilde: Ærø Kommune
