Molslinjen: Rekord for antal biler overført på Kattegat

EXPRESS 4 ankommer til Sjællands Odde d. 17/7-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Der var rekord for antal biler overført på Kattegat i 2025. Molslinjen overførte nemlig 1.362.835 biler mod 1.335.919 biler i 2024. Dette er en stigning på 2 procent. Den tidligere rekord er på 1.351.588 biler, som var i 2019, dengang havde rederiet 4 færger på ruten, mod 3 i dag.

”Vi er lykkes med at lave en sejlplan, som passer til vores kunders rejsebehov, og så er vi ganske enkelt blevet bedre til at udnytte pladsen ombord, så vi kan gøre mere med mindre.”

Kristian Durhuus, CEO i Molslinjen.

Antallet af passagerer i 2025 endte på 3.330.703. Dette er bedre end i 2024, hvor der var 3.305.298 passagerer, men ikke helt på niveau med rekordåret 2019, hvor færgerne havde 3.492.698 passagerer med.

”Vi kan mærke, at vi er ved atter at fange det momentum, som vi mistede under corona-årene. Det er også blevet en konkurrencefordel for os, at de mange nye elbilsejere kan se fordelen i at spare kilometer og dermed strøm ved at tage færgen.”

Kristian Durhuus.

På færgerne var cirka 29,5 procent af de overførte biler en elbil i 2025 – væsentligt mere end den samlede andel af elbiler i den danske bilpark, som i dag udgør 17-18 procent.

Kilde: Molslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →