LUNA SEAWAYS er den anden af to søster RoPax færger, som DFDS bestilte ved det kinesiske værft Guangzhou Shipyard International i 2018. Arbejdet med at designe færgerne begyndte allerede tilbage i 2015, og i 2016 og 17 var DFDS i kontakt med flere forskellige værfter. De to RoPax færger er planlagt til at blive brugt på DFDS sydligere ruter i Østersøen, nemlig Kiel – Klaipeda og Karlshamn – Klaipeda for at øge især fragtkapaciteten på disse. Valgt faldt i første omgang, på at bruge dem begge på Karlshamn – Klaipeda ruten.
Den første af de to RoPax færger AURA SEAWAYS blev levereret d. 9. december 2021, og blev sat i drift d. 23. januar 2022. Den anden færge som fik navnet LUNA SEAWAYS blev leveret d. 18. februar 2022, og indsat på Karlshamn – Klaipeda ruten d. 29. april 2022, hvorved ruten nu kun betjenes af AURA SEAWAYS og LUNA SEAWAYS. Indtil indsættelsen af disse, var det i perioder nødvendigt at have ekstra tonnage indsat, udover rutens to faste færger, for at få plads til alle lastbilerne.
LUNA SEAWAYS har tre ramper agter. Den midterste giver direkte adgang til dæk 3, og har desuden en rampe ned til dæk 1. Desuden er der ramper i styr- og bagbord sider, som giver direkte adgang til dæk 5 og 7.
Dæk 3
Dæk 3 er LUNA SEAWAYS hoveddæk, med en frihøjde på 4,9 meter. Fra dæk 3, er der desuden adgang til dæk 1 (underlasten), som har en frihøjde på 4,7 meter.
Dæk 5
Dæk 5 er lastbildæk, med en frihøjde på 4,7 meter.
Dæk 7 og 8
Den agter del af dæk 7 er ude i den fri luft, mens den forreste del af bildækket har et fast dæk (dæk 8) til personbiler. For at få adgang til dæk 8, er der installeret hængedæk som enten kan bruges til rampe til dæk 8, men også til at placere biler, hvis der er flere end der kan være på den faste del af dæk 8. Dæk 7 har også en frihøjde på 4,7 meter, dog kun 3,1 meter under det faste dæk 8, og det eventuelle hængedæk. På dæk 8 er den 2,2 meter.
Allerforrest på dæk 7 og 8, er der besætningsaptering, med bl.a. messe og dagrum. Desuden lokaler til proviant.
Dæk 9
Dæk 9 er det primære passagerdæk. Forrest i skibet findes buffetrestauranten ”Seven Seas”, som er det primære sted hvor passagerne kan spise. Lige bagved i styrbord side, findes à la carte restauranten ”Mare Balticum”. I bagbord side findes baren ”Navigator’s bar”.
Herefter kom receptionsområdet, som dækker hele færgens bredde. Det er herfra at der er direkte adgang til ”Navigator’s bar” og ”Mare Balticum”. For at komme til ”Seven Seas”, skal man gå gennem ”Navigator’s bar”.
Bagved receptionsområdet findes ”Light House Café”, hvor der også er toiletter.
Fra ”Light House Café” er der adgang til Tax Free butikken ”Sea Shop”, samt børneområdet.
Agter for ”Light House Café”, findes der kahytter, samt adgang til et overdækket soldæk, hvor der også er en rygerafdeling.
Dæk 10
Forrest på dæk 10, findes chaufførrestauranten ”Road Kings”, som er en selvbetjeningsrestaurant ligesom ”Seven Seas”, dog kun med adgang til lastbilchauffører. Resten af dækket er kahytter, samt et mindre overdækket soldæk agter, hvor der er et rygerum, samt hundetoilet.
Dæk 11
Dæk 11, er det store åbne soldæk, samt hvor der er hundekennel med plads til 10 hunde.
Desuden er det her, hvor kommandobroen findes, samt resten af besætningskahytterne.
Fakta på LUNA SEAWAYS:
- Længde: 230 meter
- Bredde: 31,6 meter
- Servicefart: 23 knob
- Passagerer: 600
- Kahytter: 230 (690 køjer)
- Lanemeter til lastbiler: 4.105
- Biler: 73 (147 ved brug af hængedæk)
Kilde: DFDS