Mange ansøgninger til grøn omstilling af indenrigsfærger

© Transportministeriet

Mandag d. 15. november var sidste ansøgningsfrist til transportpulje I og II, hvor der er afsat 285 millioner kroner til grøn omstilling af indenrigsfærger i Danmark. Der kom 24 ansøgninger fra kommunalt drevne indenrigsfærger for i alt 568,7 millioner kroner og 8 fra kommercielt drevne indenrigsfærger for i alt 284,5 millioner kroner, i alt er der derfor søgt om 853,2 millioner kroner.

“De mange indenrigsfærger kan spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, og derfor er jeg utrolig glad for den store interesse, der har været for puljen. Det betyder efter alt at dømme, at vi får hele puljen ud og gøre gavn for både klimaet, lokalsamfundet og de mange passagerer.”

Benny Engelbrecht, transportminister.

 Det var dog ikke givet, at interessen ville være så stor, og derfor besluttede forligskredsen at hæve tilskudsprocenten til 25 fra de oprindelige 15 procent.

“Det afgørende er, at vi får kickstartet den grønne omstilling, og derfor var det vurdering, at vi ikke skulle risikere, at der ikke blev søgt ind på puljen. Især fordi en del af pengene så blot ville gå tilbage til EU, og jeg er overbevist om, at den ændrede tilskudsprocent har sikret, at der er kommet ansøgninger nok. Derfor vil jeg også takke forligskredsen for stor fleksibilitet.”

Benny Engelbrecht.

Trafikstyrelsen går nu i gang med at gennemlæse og vurdere de indkomne ansøgninger, så der kan meldes en endelig fordeling ud inden nytår.

Kilde: Transportministeriet

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →