
Fjord Line har besluttet, at de ikke genoptager ruten Hirtshals – Langesund, når de to færger BERGENSFJORD og STAVANGERFJORD kommer tilbage i drift, efter udskiftningen af deres motorer. Fjord Line åbnede ruten til Langesund tilbage i 2014.

BERGENSFJORD og STAVANGERFJORD vil i stedet komme til at sejle mellem Hirtshals og Kristiansand, foruden deres normale rute Hirtshals – Stavanger – Bergen. Hurtigfærgen FJORD FSTR vil også fortsætte med at sejle mellem Hirtshals og Kristiansand.
Ændringen betyder at der vil komme helårssejlads på Hirtshals – Kristiansand ruten, hvor der tidligere kun har været sejlads fra foråret til efteråret med hurtigfærge. I højsæsonen vil der være op til fire dobbeltture om dagen, mod tre tidligere.

Ændringen betyder dog også at hurtigfærgen FJORD FSTR kommer til at sejle mindre end den tidligere har gjort. Alt dette skal gerne hjælpe på Fjord Lines økonomi, som har været presset først af Covid-19 og siden de høje brændstofpriser.
Rejsende som allerede har booket på den nu nedlagte rute mellem Hirtshals og Langesund, vil blive ombooket til Hirtshals – Kristiansand ruten, eller få pengene retur, hvis de ønsker det.
Kilder: Fjord Line og Fjord Line
