Fjord Line har som følge af energikrisen besluttet at udskifte motorerne på deres to single-fuel LNG færger BERGENSFJORD og STAVANGERFJORD til dual-fuel motorer. Udskiftningen af motorerne vil ske på det norske Fosen Yard, mens det bliver finske Wärtsilä som leverer de nye motorer.
De nye motorer vil udover at kunne sejle på LNG, også sejle på MGO (Marine Gas Olie), hvilket gerne skulle sikre at ruterne kan være økonomisk bæredygtige, selvom LNG priserne er meget højere i forhold til traditionel brændstof. Med de priser der er i dag på LNG, så blev sommeren 2022 økonomisk dårlig for Fjord Line, selvom Fjord Line havde den bedste indtægtsmæssige sommer i deres historie.
Udskiftningen af motorerne på STAVANGERFJORD starter i januar 2023, og ombygningen forventes afsluttet ultimo maj 2023. BERGENSFJORD kommer på værft i februar 2023, og forventes tilbageleveret medio juni 2023.
Udskiftningen af motorerne betyder at der ikke vil blive sejlet på ruterne Hirtshals – Stavanger – Bergen og Hirtshals – Langesund i perioden fra d. 8. februar 2023 til d. 25. maj 2023.
Fjord Line har i forbindelse med ombygningen og den pågående energikrise gennemført en refinansiering, hvor ejere og långivere sammen sikrer, at Fjord Line kan bygge videre på sin stærke position.
Kilde: Fjord Line