Ærø Kommune vil udbyde bygningen af to elfærger

MARSTAL ankommer til Svendborg d. 30/11-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede onsdag aften, at Ærø Kommune selv skal stå for udbuddet omkring bygningen af to nye elfærger til ruten Ærøskøbing – Svendborg, hvor de skal afløse rutens to nuværende færger MARSTAL og ÆRØSKØBING. Dermed dropper kommunen at gå med i standardfærgeprojektet, som de ellers var en del af til at starte med.

”Jeg er meget glad for, at vi fik truffet en afgørelse, der betyder, at vi kan gå i udbud, og i løbet af en overskuelig årrække erstatte dieselfærgerne på den travle Svendborg-rute. De nye færger vil give besparelser på driftsomkostninger, og samtidig bliver færgerne et kæmpe skridt frem, i forhold til at nå vores mål på klimaområdet.”

Peter Hansted, borgmester på Ærø.

Grunden til at Ærø Kommune vælger at gå selv, er at de mener de opnår en mere fordelagtig finansiering af færgerne på den måde, samt at de har en organisation, som har erfaring med bygning af elfærger.

”Det giver god mening, at andre af Færgesekretariatets medlemskommuner har indgået samarbejde med Standardfærgekonsortiet, da det er nogle mindre organisationer, som kan drage stor nytte af fælles rådgivning, tilsyn osv. Hos Ærø Kommune har vi selv disse funktioner ved hånden, da vi har et større færgeselskab, og kan derfor få mere ud af, at gå vejen på markedsvilkår, selvfølgelig fortsat gerne med samarbejder og videndeling på tværs.”

Cecilie Larsen, Projektleder.

Ærø Kommune håber at kunne få dispensation fra søfartsmyndighederne til at bygge de to færger i aluminium i stedet for stål, da det vil give et væsentligt lavere klimaaftryk, både i bygge- og driftsfasen, samt en økonomisk gevinst. Kommunalbestyrelsen valgte derfor at acceptere en 8 måneders forlængelse af projektet, hvilket er den forventede tidshorisont for en dispensationsansøgning.

Kommunen fik tilbage i 2021, tilsagn om ca. 71,6 millioner kroner fra Transportministeriets grønne færgepulje. Ændringerne i projektet kræver derfor at Trafikstyrelsen godkender at disse er indenfor rammerne af den oprindelige ansøgning.

Kilde: Ærø Kommune

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →