Corona snød Bornholmslinjen med at ramme gennemsnitsprisen på nogle billettyper

EXPRESS 1 ankommer til Rønne d. 19/4-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Coronakrisen har gjort det svært for Bornholmslinjen at ramme helt præcist på gennemsnitspriserne for 2020.

Opgørelsen over årets priser viser, at den altdominerende billetkategori hos Bornholmslinjen, ”lav personbil” på Rønne-Ystad, er ramt meget præcist. Her rammer prisen blot 0,4 procent fra den fastsatte gennemsnitspris.

Til gengæld viser opgørelsen, at det især har været svært at ramme prisen på bil med anhænger.

”Danmark lukkede ned i foråret og spolerede campingfolkets muligheder for at komme billigt til Bornholm. Da så samfundet åbnede hen over sommeren, var det nødvendigt at have højere priser på campingvognene for at sikre samme adgang til vogndækket for alle turister.”

Jesper Skovgaard, Bornholmslinjens kommercielle direktør.

Og da Danmark atter lukkede ned i efteråret 2020, var det for sent at gøre noget ved gennemsnitspriserne. Bil med høj anhænger kostede i 2020 i gennemsnit små 320 kroner i stedet for de 126,50, som skulle have været gennemsnittet over hele året.

Alt i alt er Bornholmslinjen tilfredse med årets gennemsnitspriser i et år, hvor det har været nærmest umuligt at forudsige efterspørgsel og rejsemuligheder med ugentlige pressemøder med nye restriktioner – afløst af hjælpepakker, som skulle stimulere lysten til at tage færgen på ferie i Danmark.

De 4,8 millioner kroner sendes nu tilbage til Bornholm i form af billigere billetpriser i 2022. Det gøres ved at justere i priserne på netop de billetkategorier, hvor der er taget for høje billetpriser.

Kilde: Molslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →