
2025 bliver endnu et rekordår for Bornholmslinjen, hvor rederiets færger endnu engang har fragtet flere passagerer og biler til og fra Bornholm end nogensinde før. 2.036.417 passagerer tog i 2025 Bornholmslinjens færger til og fra Bornholm, en stigning på halvanden procent. Det er det højeste antal rejsende i et kalenderår nogensinde. Sidste års rekord var på 2.005.564 rejsende, som var første gang færgerne havde mere end to millioner passagerer med.
”Vi kan selvfølgelig ikke længere levere de tocifrede vækstrater, men det er meget tilfredsstillende, at vi år efter år alligevel formår at sende flere mennesker til Bornholm.”
Kristian Durhuus, CEO i Molslinjen.
597.380 biler var med færgerne, og også det er det højeste antal nogensinde og 3,2 procent flere end år før, hvor 578.806 biler tog plads på færgernes vogndæk. 49.672 lastbiler blev det til i 2025. Det er 4,6 procent flere end året før, hvor tallet var på 47.473 lastbiler.
”Folk kommer jo ikke til Bornholm for at sejle med os – de sejler til og fra Bornholm, fordi det er et skønt sted at bo og besøge. Og når aktiviteten stiger omkring færgerne, så er det fordi, aktiviteten stiger på Bornholm. Det er godt for øens sammenhængskraft og afgørende for det vigtige turisterhverv.”
Kristian Durhuus.
Stigningen kommer på trods af, at færgerne i 2025 var planlagt til at sejle 70 færre afgange end i 2024 på hovedruten mellem Rønne og Ystad.
Kilde: Molslinjen
