
ForSea opgraderer TYCHO BRAHE med den største batteripakke, der nogensinde er installeret på en færge. Dermed øges batterikapaciteten med lidt over 50%, fra 4.160 kWh til 6.400 kWh, uden at det vil kræve ekstra plads ombord på færgen. Formålet er at reducere ForSeas CO2-udledning og øge fartøjets levetid. Opgraderingen blev påbegyndt i maj måned og vil blive færdiggjort i løbet af 2021.
“De resultater, vi allerede har opnået, inspirerer os til at fastholde vores høje mål og cementere vores position som ‘first-mover’ med verdens første eldrevne, højfrekvente færgerute.”
Kristian Durhuus, CEO hos ForSea.
Driften af TYCHO BRAHE og AURORA AF HELSINGBORG med el forventes allerede i 2021 at reducere CO2-udledningen med hele 65%. Et tal, der er meget tæt på den danske regerings mål for 2030 på 70%. Det ambitiøse projekt beviser fordelene ved eldrift og dens betydning for fremtidig innovation.

“ForSea er lykkedes med en CO2-reduktion på 37.000 tons, siden vi startede med eldrift i 2018. Det svarer til den totale udledning for alle vores fire færger på et år med dieseldrift. Den kendsgerning gør det endnu mere inspirerende at fortsætte med at opgradere TYCHO BRAHE. Vi er ikke bare den største eldrevne færgelinje, vi vil også have en færge i vores flåde med den største og kraftigste batteripakke. Siden starten har vi bevist, at batteri-drift er mulig på en færgerute som vores. I dag sejler en af vores færger – AURORA AF HELSINGBORG – dagligt op til 46 afgange på 99% el. Med den kommende opgradering af TYCHO BRAHE vil begge færger i fuld drift kunne opnå en total reduktion af kulstofdioxid på 65%, svarende til 23.000 tons årligt. Det vil være et utroligt flot resultat og selvfølgelig en stærk motivation til at fortsætte vores realistiske drøm om at blive et af verdens mest klimavenlige transportselskaber.”
Kristian Durhuus.
Opladning med grøn energi
De batteridrevne færger har et innovativt system, der kræver justeringer både ombord og på land. For at oplade færgerne kobles en fuldautomatisk, laserstyret robotarm på færgen, hver gang den lægger til havn. En opladning giver færgen nok power til den 20-minutters overfart. Der bliver kun brugt grøn energi fra vind, vand og sol. Eldriften reducerer også støj og vibrationer væsentligt. Et plus for passagerer, lokalbefolkning og havmiljøet.
Kilde: ForSea
