Sejerøbugtens Færger som er ejet af Kalundborg kommune, har aflyst alle afgange med bilfærgen NEKSELØFÆRGEN mellem Havnsø og Nekselø i hele marts måned, dog med undtagelse af den 23. og 30. marts. I stedet sejles med det lille passagerskib HAVLIT, som ikke kan medtage biler. Det giver store problemer for de personer som boer på Nekselø.
Årsagen er at rederiet mangler personale. Normalt er der 3 ansatte tilknyttet Havnsø – Nekselø ruten, men da en er gået på pension og en anden er langtidssygemeldt er der kun en ansat tilbage. Da NEKSELØFÆRGEN kræver en besætning på to personer, kan den derfor ikke sejle.
Rederiet har haft stillingen slået op, men der kom ikke nogen ansøgere til den, så den vil blive genopslået hurtigst muligt. Årsagen skal formentlig findes i sejlplanen, som gør at NEKSELØFÆRGEN ligger i havn på Nekselø i næsten 3,5 time midt på dagen. Her har besætningen fri, og hvis man ikke boer på øen, så er det ikke så attraktivt at have en 3,5 times pause uden løn midt på dagen.
Sejerøbugtens Færger håber at der kan komme normal drift på ruten igen fra april, men kan ikke love noget. Desuden skal NEKSELØFÆRGEN afløse for SEJERØFÆRGEN på ruten Havnsø – Sejerø i anden halvdel af april måned, så her vil øen alligevel være uden bilfærge igen.
Kilder: TV2 Øst og Sejerøbugtens Færger