Ny direktion i Scandlines

SCHLESWIG-HOLSTEIN afgår fra Rødbyhavn d. 25/4-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Scandlines har ansat Eric Gregoire og Mikael Koch Jensen som henholdsvis CEO (administrerende direktør) og CFO (økonomidirektør). Michael Guldmann Petersen fortsætter som COO (vicedirektør), og sammen vil de tre udgøre Scandlines’ direktion.

Eric Gregoire starter i juli 2024 og kommer fra en stilling som CEO i Goodpack Pte Ltd. i Singapore. Han er en erfaren virksomhedsleder, der i årevis har arbejdet med optimering af forretningsprocesser i forskellige internationale firmaer som General Electric og DuPont.

”Jeg er stolt over at blive en del af Scandlines, der har en stærk tradition for at bidrage til regionens økonomiske udvikling. Scandlines har med de mest innovative teknologier til skibene positioneret sig solidt til fremtiden. Jeg er overbevist om, at transport til søs fortsat vil spille en afgørende rolle i økonomien, da man her kan tilbyde den mest omkostningseffektive mobilitetsløsning med det laveste CO2-aftryk og samtidig give en rigtig god kundeoplevelse. Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af denne rejse.”

Eric Gregoire.

Midt i maj 2024 tiltræder Mikael Koch Jensen som ny CFO i Scandlines. Mikael har over 25 års erfaring med økonomistyring og kommer med bred viden fra en række danske og internationale detailvirksomheder som Lagkagehuset, Coop og Colgate-Palmolive. Som CFO for Scandlines overtager han ansvaret for koncernens samlede funktioner inden for Finance, Treasury, IT og Procurement.

“Jeg er meget glad for at blive en del af Scandlines. Scandlines har stolte traditioner, der går mere end et århundrede tilbage, og står i dag for moderne færgedrift med en klar grøn vision – det er et stærkt udgangspunkt for yderligere at styrke positionen mod fremtiden.”

Mikael Koch Jensen.

Kilde: Scandlines

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →