
Den skotske regering har meddelt at Serco Group som har været operatør af rederiet Northlink Ferries siden 2012 , er blevet valgt til også at stå for det i de næste 6 år, med en option på yderligere 2 år. Prisen for de første 6 år, er 450 millioner £, mens optionen har en værdi på 160 millioner £. Udover Serco Group, bød også Caledonian MacBrayne på opgaven, mens tyske FRS trak sig tidligere i budprocessen.

Northlink Ferries forbinder Orkney og Shetlandsøerne med det skotske fastland. Det gøres via ruten Scrabster – Stromness, som betjenes af færgen HAMNAVOE og ruten Aberdeen – Kirkwall – Lerwick, som betjenes af færgerne HJALTLAND og HROSSEY, samt de 2 RoRo færger HELLIAR og HILDASAY. Alle 5 færger ejes af den skotske regering via selskabet Caledonian Maritime Assets.