
Eftervirkningerne efter at rederiet Irish Ferries havde to hårde berøringer af kajanlægget i Holyhead d. 6. og d. 7. december i forbindelse med stormen Darragh, er stadig store. En del af kajanlægget kollapsede nemlig ved den anden berøring, og det betyder at ingen af de to færgelejer kan benyttes. Dermed kan hverken Stena Line eller Irish Ferries sejle mellem Dublin og Holyhead.
Stena Line betjener normalt ruten med færgerne STENA ADVENTURER og STENA ESTRID som begge sejler to dobbeltture om dagen. STENA ADVENTURER er blevet flyttet til en ny midlertidig rute mellem Dublin og Fishguard, mens STENA ESTRID sejler mellem Dublin og Birkenhead (Liverpool), hvor Stena Line allerede har en fragtrute.

Da begge ruter er noget længere en den normale rute, kan de kun nå en enkelt dobbelttur om dagen. Stena Line har derfor også chartret RoPax færgen BEN-MY-CHREE og indsat den på en ny fragtrute mellem Dublin og Heysham, hvor den sejler en enkelt dobbelttur om dagen.
De seneste meldinger er, at Holyhead tidligst bliver åbnet for færgetrafik igen d. 15. januar 2025.
Kilder: Stena Line og Stena Line