Fanølinjen får hybridfærge

FENJA i Esbjerg d. 1/12-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Molslinjen har efter aftale med Fanø Kommune bestilt en hybridfærge hos Hvide Sande Shipyard. Den nye færge skal afløse det gamle passagerskib SØNDERHO, som sejler for Fanølinjen mellem Esbjerg og Nordby.

Færgen forventes indsat i drift i sensommeren 2021, og skal sejle sammen med de 2 eksisterende bilfærger FENJA og MENJA, så der bliver op til 3 bilfærger i drift på samme tid. Molslinjen vil derfor forestå en udgravning af sejlrenden, så det bliver muligt for to færger at passere hinanden, der hvor sejlrenden udvides.

MENJA afgår fra Esbjerg d. 1/12-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Selvom den nye færge er en hybridfærge, skal den normalt sejle på batteristrøm, som oplades mens den ligger i havn. Motoren ombord er kun beregnet til backup.

“El-færger er bedst til kortere ruter, hvor der ikke skal sejles hurtigt. Derfor har det været oplagt for os at se på, hvordan vi på én gang kunne løse problemerne med kapaciteten og samtidig få gjort færgedriften mere grøn”.

Carsten Jensen, Molslinjens administrerende direktør

Da den nye færge endnu ikke er helt færdigdesignet er der endnu ikke tekniske data på den, men den vil få nogenlunde samme kapacitet som FENJA og MENJA. Prisen for hele projektet er 100 millioner kroner, hvoraf færgen koster ca. 80 millioner kroner. Finansieringen kommer til at ske ved at billetpriser kommer til at stige en lille smule, da den skal afdrages over de 15 år, som kontrakten med Fanø Kommune gælder.

I samarbejde med Fanø Kommune er der lagt en plan, hvor muligheden for at ombygge de nuværende færger, FENJA og MENJA til el-drift også skal undersøges.

”Jeg er meget stolt over, at Molslinjen og Fanø Kommune går forrest i omlægningen til el-færger. Det har stor betydning for vores CO2-udledning og for den grønne omstilling. I første omgang med en ny el- færge, men forhåbentlig også med ombygning af Menja og Fenja, så vi om nogle år har tre el- færger”.

Sofie Valbjørn, borgmester på Fanø

Kilder: Molslinjen og TV Syd

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →