Molslinjen genindsætter EXPRESS 3 fra på onsdag

EXPRESS 3 ankommer til Sjællands Odde d. 17/7-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

I forbindelse med næste uges Kristi himmelfartsdag vender Molslinjen tilbage til at sejle med tre hurtigfærger på Kattegat, da EXPRESS 3 genindsættes. Det betyder samtidig, at fra onsdag den 20. maj genoptages sejladsen til og fra Ebeltoft.

EXPRESS 4 ankommer til Sjællands Odde d. 17/7-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

I begyndelsen af corona-krisen sejlede Molslinjen med blot en enkelt hurtigfærge på Kattegat, først var det med EXPRESS 4, senere blev det ændret til EXPRESS 2. Fra den 27. april blev EXPRESS 4 sat ind igen, og nu en lille måned senere kommer også EXPRESS 3 i drift.

EXPRESS 2 ankommer til Sjællands Odde d. 17/7-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Molslinjen sælger stadig kun hver anden plads på færgerne over Kattegat. Men passagererne vender nu tilbage i stort tal, og af hensyn til afstand mellem passagererne indsættes tre hurtigfærger mellem Jylland og Sjælland.

”Det er meget glædeligt, at vi nu kan sætte alle tre færger i drift. Vi forsøger hele tiden at være på forkant med efterspørgslen, så vi er sikre på at kunne få plads til alle, når lysten til og muligheden for at rejse vender tilbage.”

Carsten Jensen, Molslinjens administrerende direktør.

Det er stadig muligt for passagererne at opholde sig i bilen på vogndækket, hvis de gerne helt vil undgå kontakt med medrejsende på overfarten.

Kilde: Molslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →