
Det Europæiske Råd har godkendt en forlængelse af den danske ordning for reduceret afgift for landstrøm til skibe frem til juni 2027. Danske Rederier har skubbet på for en forlængelse af ordningen, der stod til at løbe ud i juni i år.
”Vi er altid optaget af, hvordan vi kan reducere den lokale luftforurening fra skibsfarten og skubber på den grønne omstilling generelt, og derfor er jeg tilfreds med, at det nu sikres, at færgerne, der i dag sejler på batterier, fortsat kan bruge el i stedet for brændstof.”
Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

Batterier begynder at fylde mere og mere blandt de danske færger. Ærøfærgerne har ELLEN som sejler på ren strøm, og ForSea har ombygget færgerne AURORA AF HELSINGBORG og TYCHO BRAHE til at sejle på strøm. Fanølinjens kommende færge GROTTE kommer også til at sejle på strøm, mens DFDS kommer til bruge landstrøm i København senere i år.

Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark anbefalede derfor også, at regeringen gør udrulning og styrkelse af elnettet i danske havne til en national prioritet.
”Hvis vi skal have elektrificeret færgedriften i endnu større omfang, så kræver det store investeringer i land. Man kan ikke bare trække en forlængerledning fra færgen op til nærmeste strømstander, det kræver en helt anden kapacitet. Med Rådets beslutning om at forlænge ordningen for afgiftsfritagelse for landstrøm, giver det mening fortsat at gå den vej.”
Jacob K. Clasen.
Kilde: Danske Rederier
