
Regeringens sommerpakke betyder, at gående og cyklende passagerer samt biler med handicapparkeringskort atter i år kan rejse gratis med færgerne i Danmark. Sommerpakken 2020 var en stor succes – så stor en succes, at nogle af de mindre øer oplevede så mange gæster, at de lokale havde svært ved at få plads på færgen.

”Derfor er pakkens varighed blevet tre måneder, og derfor er vi blevet bedt om i år at sikre, at der bliver plads til, at de lokale kan komme frem og tilbage. Af den årsag vil vi placere de gratis ture på dage, hvor der normalt ikke er helt så meget trængsel.”
Jesper Skovgaard, Molslinjens kommercielle direktør.
Molslinjen vil placere de gratis ture midt på ugen. Det betyder, at Alslinjen, Langelandslinjen, Samsølinjen, Bornholmslinjen og på ruten med hurtigfærgerne over Kattegat vil der kunne sejles gratis på tirsdage, onsdage og torsdage i alle ugerne fra juli, frem til sommerpakkens udløb den 30. september.
For Fanølinjen kommer tilbuddet om gratis ture først til at gælde fra d. 16. august, da Fanø Kommune frygter sidste års kaos. Men til gengæld vil det så gælde for mandage, tirsdage, onsdage, torsdage og søndage.

Erfaringerne med sommerpakkerne 2020 gør også, at de gratis rejser igen i år skal købes online på forhånd. Gående, cyklende og folk med handicapparkeringskort skal købe helt som de plejer, og så bliver billetten refunderet, når den er brugt.
”Det viste sig at være en god måde at sikre sig, at pengene til sommerpakken blev brugt på rejser, som rent faktisk blev gennemført.”
Jesper Skovgaard.
Dem som allerede på forhånd har booket en billet som gående, cyklende eller handicappet til sommerpakkens periode, får også deres rejser refunderet helt automatisk. Dog skal rejsende med handicapparkeringskort på alle ruter på nær Bornholmslinjen, ringe ind og booke deres billet.

Sidste år rejste omkring 300.000 gående og cyklende passagerer i sommerpakken på Molslinjens færger.
Gratis shuttlebus i Aarhus på gratisdagene
Sommerpakken 2020 betød store mængder gående og cyklende endagsturister i Aarhus. Næsten 40.000 mennesker tog i juli turen over Kattegat til Molslinjens havn midt i Aarhus by, men siden er Molslinjen flyttet til en ny havneterminal.
”Som en service og for at sikre det fulde udbytte af sommerpakken skal vi have et tilbud til de gående fra Sjælland, som lander i havnen i Aarhus. Derfor indsætter vi en gratis shuttlebus, som vil køre afstemt med færgerne og få folk ind til butikker og restauranter i Aarhus.”
Jesper Skovgaard.
Bussen tages ud af Molslinjens buskoncept, Kombardo Expressen, som køres i samarbejde med Herning Turist. Bussen vil køre i rutefart cirka tre gange i timen på de tirsdage, onsdage og torsdage, hvor sommerpakken giver gratis færgeture. Turen, som kun er for gående, kræver ikke booking på forhånd – der skal blot forevises en færgebillet.
Bussen vil sætte passagerer af på Mindet ved Dokk1 lige midt i Aarhus – og samme sted vil turen gå tilbage til færgeterminalen.
Kilder Molslinjen og Molslinjen
Opdateret d. 17/6-2021 kl. 16:45, med information omkring Fanølinjen.
