EXPRESS 5 bliver forsinket fra værftet

EXPRESS 5. © Austal Ships Pty Ltd.

Byggeriet af hurtigfærgen EXPRESS 5 til Bornholmslinjen bliver forsinket. Corona har ifølge værftet gjort det vanskeligt for de australske skibsbyggere at få mandskab og skrogdele udvekslet mellem værfterne i Filippinerne og Vietnam.

”Værftet har kæmpet for at få tingene til at hænge sammen, men nu har værftets ledelse meddelt, at de på grund af situationen ikke kan komme i mål med byggeriet som lovet.”

Carsten Jensen, Molslinjens administrerende direktør.

EXPRESS 5 var planlagt til levering i andet kvartal af 2022 – nu må leveringen ifølge værftet skubbes til sidste kvartal i stedet. Transportministeriet er blevet orienteret om forsinkelsen og har efterfølgende orienteret Bornholms borgmester, Thomas Thors, i sin egenskab af formand for Trafikkontaktrådet for Bornholm.

Austal vil som ansvarlige for byggeriet nu fremlægge en ny plan for færdiggørelsen af EXPRESS 5, og der forhandles med værftet om forudsætningerne for det videre forløb. Det sker samtidig med, at verden forsigtigt begynder en genåbning, som også vil omfatte muligheden for, at Bornholmslinjen kan sende sine egne folk ned til EXPRESS 5.

”Vi er meget kede af denne uacceptable forsinkelse, men nu glæder vi os til snarest selv at kunne være fysisk til stede på værftet, så vi kan være med til at sikre, at den nye plan holder.”

Carsten Jensen.

Bornholmslinjen har allerede planlagt ekstra frekvenser med både EXPRESS 1 og MAX på de travle sommerdage i 2021. Dermed kan den forventede efterspørgsel for sommeren 2021 løftes med den nuværende kapacitet. I tilfælde af forventet øget efterspørgsel i sommeren 2022, vil Bornholmslinjen diskutere den samlede kapacitet med Trafikkontaktrådet for Bornholm.

Kilde: Molslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart, på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →