Landstrøm til MAX i Rønne

MAX ankommer til Rønne d. 21. april 2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Rønne Havn A/S og Bornholmslinjen har indgået en aftale, som sikrer at hurtigfærgen MAX ikke behøver at producere strøm med brændstofdrevne generatorer, når den ligger stille ved Øernes Kaj i Rønne.

”I stedet vil hurtigfærgen kunne sluttes til et anlæg på land, som så leverer strøm på en langt mere miljørigtig måde”, forklarer Carsten Jensen, administrerende direktør hos Molslinjen.

Det er vigtigt for færgerne og for Bornholmslinjens drift, at have en række systemer kørende, når færgerne ligger stille.

”Vi er glade for, at Molslinjen har ønsket at indgå aftale om at anvende den mere miljøvenlige strøm, som Rønne Havn A/S stiller til rådighed,” siger Thomas Bendtsen, administrerende direktør hos Rønne Havn A/S.

”Med landstrøm kan vi gøre færgen langt mere støjsvag, når den ligger ved kaj og på samme tid tage hensyn til miljøet ved at reducere emissionerne”, siger Carsten Jensen.

Efter planen kan MAX første gang kobles til landstrøm på Øernes Kaj omkring 1. maj.

Kilde: Molslinjen/Bornholmslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart, på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →