
Efter en periode ved værftets udrustningskaj med test af skibets hjælpesystemer og et vellykket krængningsforsøg, har Scandlines’ nye færge FUTURA været på den første af to prøveture i Mamarahavet i Tyrkiet, hvor de såkaldte SAT (Sea Acceptance Tests) blev gennemført.
På prøveturen testede værftet Cemre Shipyard skibets systemer med belastning i samarbejde med Scandlines, og under tilsyn af klassen Lloyd’s Register.
”I løbet af to uger, prøvesejladsen varede, blev skibets batterier og elektriske installationer testet. Vi fik desuden for første gang set fremdrivningsystemet i drift.”
Rasmus Nielsen, VP, Fleet and Administration i Scandlines.
FUTURA er nu tilbage ved udrustningskajen, hvor Scandlines sammen med værftet, Lloyd’s Register og Søfartsstyrelsen tester, verificerer og dokumenterer, at den opfylder de gældende regler samt byggespecifikationer.
Det er en omfattende proces at teste alt udstyr i skibet, identificere og løse eventuelle udfordringer samt sikre, at besætningen er trænet i drift og vedligehold af skibet.
Besætningen har allerede fået den første introduktion til skibet, hjemme i Rødbyhavn, samt været på træning på værftet, hvor blandt andet alle sikkerhedsprocedurer blev grundigt gennemgået.
Når FUTURA er driftsklar, bliver den afleveret til Scandlines, og er dermed klar til afsejling mod Rødbyhavn med en del af den kommende besætning ved roret. Der er planlagt stop i Gibraltar på sydkysten af den Iberiske Halvø samt i Brest på den franske vestkyst.
”Det bliver en meget stor dag for os, når vi ser vores nye skib sejle ind i Rødbyhavn, og vi glæder os utroligt til at sætte hende i drift. Med vores første helt emissionsfri færge tager vi et kæmpe skridt mod at leve op til vores mål om at sejle uden udledning af direkte emissioner på Rødby-Puttgarden ruten i 2030.
Michael Guldmann Petersen, COO i Scandlines.
FUTURA bliver først officielt navngivet ved en ceremoni i forbindelse med indsættelsen på Femern Bælt senere i 2025.
Kilde: Scandlines
