TT-Line udnytter option på hybridfærge

© TT-Line

Det tyske færgerederi TT-Line har bekræftet ordren på et andet nybygningsskib af typen Green Ship 2.0. Dermed udvides rederiets næste generation af batteri-hybridfærger, som skal betjene ruterne mellem Sverige, Tyskland, Polen og Litauen.

“Beställningen av ett andra Green Ship 2.0 visar TT-Lines långsiktiga engagemang för att erbjuda effektiva och toppmoderna transportlösningar i Östersjön mellan Sverige, Tyskland, Polen och Litauen.”

Bernhard Termühlen, direktør for TT-Line.

Det nye søsterskib bygges ligesom den første enhed på China Merchants Jinling Shipyard i Nanjing. Den første færge forventes sat i drift før sommeren 2030.

Større kapacitet og lavere miljøbelastning

Green Ship 2.0-serien er udviklet på baggrund af erfaringerne med TT-Lines nuværende LNG-færger NILS HOLGERSSON og PETER PAN. Målet er både at øge transportkapaciteten og forbedre energieffektiviteten, samt komforten om bord.

PETER PAN. © TT-Line

Hver færge får plads til op til 930 passagerer, mens fragtkapaciteten øges til 5.400 lanemeter. Det skal imødekomme den stigende efterspørgsel efter effektiv og mere bæredygtig gods- og passagertransport på Østersøen.

Batterisystem giver emissionsfri havnemanøvrer

Færgerne udstyres med et moderne LNG-hybridanlæg kombineret med et LFP-batterisystem på mellem 5,5 og 10 MWh. Batterierne er dimensioneret til elektrisk fremdrift og kan udvides yderligere i takt med den teknologiske udvikling. Under havneophold og manøvrering vil skibene kunne sejle støjfrit og uden lokale emissioner på batteridrift.

TT-Line har desuden forberedt ekstra batterirum og en elektrisk infrastruktur, der gør det muligt at øge elektrificeringen gennem skibenes levetid – med henblik på fremtidig fuldt elektrisk drift.

“Genom att lägga till ett andra Grönt Skepp 2.0 påskyndar vi omvandlingen av vår flotta. Kombinationen av LNG-framdrivning, storskalig batteriteknik och avancerad landström ger den flexibilitet som behövs för att möta både dagens och morgondagens miljöutmaningar. Med utbyggbar batterikapacitet är båda fartygen designade för helelektrisk drift i framtiden.”

Anette Wugk, personalechef i TT-Line.

Fokus på passageroplevelsen

De nye færger får 300 passagerkahytter med forskellige indretninger målrettet blandt andet familier, par og lastbilchauffører.

Passagerområderne omfatter blandt andet:

  • Større restauranter og lounges.
  • Nyt soldæk med wellnessområde, sauna og spabad.
  • Legeområde for børn.
  • Særligt område til rejsende med hund.
  • Forbedrede faciliteter for besætningen.

De to Green Ship 2.0-færger er designet af danske OSK Design, mens det indvendige design er udviklet af tyske Ocean Architects. Med den seneste ordre fortsætter TT-Line sin omfattende fornyelse af flåden med fokus på højere kapacitet, bedre energieffektivitet og reduceret miljøpåvirkning på Østersøen.

Fakta på nybygningerne:

  • Længde: 240 meter
  • Passagerer: 930
  • Kahytter: 300
  • Lanemeter: 5.400

Kilde: TT-Line

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →