
Væsentlige dele af den 4,5 meter høje og næsten 6 meter brede t-foil til EXPRESS 1 er nu klar til at begynde sin lange og besværlige rejse fra England til Orskov Yard i Frederikshavn. Her skal den store stabilisator monteres på EXPRESS 1 under et tre uger langt værftsophold.

”Bare størrelsen gør det vanskeligt at transportere de største dele af en t-foil. De kan ikke sættes på en lastbil, da den med 4,5 meter plus blokvognen vil rage op og ramme de fleste motorvejsbroer. Og hvis den ligger ned, så er den seks meter bred og kan ikke være på en almindelig vej”.
Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.
Mens de sidste detaljer for selve transporten med skib bliver planlagt, har Naiad Maritime Group meddelt, at de snarest forventer at have delene til EXPRESS 1´s t-foil til levering.
Fra England kommer der tre af de allerstørste dele. Selve vingen, som skal operere i vandet under EXPRESS 1, en såkaldt lejebuk, som vingen monteres i på skibet, og til sidst den anordning som monteres på den cylinder, som sammen med en computer sørger for, at t-foil og skibets andre systemer arbejder sammen om at stabilisere skibet.


Selve cylinderen og andre væsentlige dele til hydraulikken har Naiad Maritime Group sat i produktion i Australien. Også de dele finder vej til Frederikshavn, så hele puslespillet efter planen kan sættes sammen i begyndelsen af uge 8, når EXPRESS 1 går i dok. Imens vil EXPRESS 2 afløse på Rønne – Ystad ruten.

Kilde: Molslinjen
