Nye rekorder for færgetrafikken til Bornholm i 2022

EXPRESS 1 ankommer til Rønne d. 19/4-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

For Bornholmslinjen blev 2022 endnu et rekordår. Aldrig før har der været flere passagerer, biler og lastbiler med til og fra Bornholm. Det viser de netop opgjorte tal for færgetrafikken i hele 2022.

  • 1.948.140 passagerer var med frem og tilbage på de tre ruter (Rønne – Ystad, Rønne – Køge og Rønne – Sassnitz). Det er næsten 90.000 flere end i det hidtidige rekordår 2019.
  • 573.126 biler var med i 2022, hvilket er næsten 40.000 flere end i bilernes hidtidige rekordår i 2021.
  • 47.443 lastvogne tog turen i 2022, det er næsten 1.000 flere lastbiler end i deres rekordår 2021.

”Bornholm er et stærkt brand, som hele vejen gennem corona-perioden har klaret sig flot, og det er meget tilfredsstillende at se, at øen er kommet så stærkt tilbage i det første år efter den store pandemi”.

Jesper Skovgaard, Molslinjens kommercielle direktør.

I 2023 vil færgekapaciteten til Bornholm blive øget, med indsættelsen af EXPRESS 5 på Rønne – Ystad ruten i slutningen af marts måned. Molslinjen har derfor håb for, at 2022 ikke bliver det sidste rekordår for øens færgetrafik.

Søsætning af EXPRESS 5. © Austal

”Med EXPRESS 5 som hovedfærge det meste af næste år vil der være kapacitet til at udvikle trafikken yderligere til gavn for turismen og alle de tilknyttede erhverv – og selvfølgelig også for de bornholmere, som bare gerne vil billigt frem og tilbage”.

Jesper Skovgaard.

Kilde: Molslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →