
Stena AB-koncernen, der ejer færgerederiet Stena Line, har indgået en aftale om at købe det norske færgerederi Color Line, der ejes af norske Olav Nils Sunde og hans familie. Købet er betinget af myndighedernes godkendelse. Transaktionen vil forene to rederier, der supplerer hinanden industrielt inden for europæisk passager- og godstrafik, og skabe merværdi og fordele for begge selskabers kunder.
”Dette er en reel milepæl i Stena Lines historie, hvor vi nu yderligere styrker vores muligheder for at være et pålideligt bindeled mellem steder, mennesker og samfund. Når vi kan byde Color Line velkommen i Stena-familien, er jeg sikker på, at vi sammen vil kunne udvikle vores forretningsmuligheder, og samtidig bidrage til fremskridt i vores samfund inden for blandt andet turisme og en mere bæredygtig udvikling af skibsfarten.”
Niclas Mårtensson, administrerende direktør for Stena Line.
Efter gennemførelsen af transaktionen er det Stenas hensigt, at Color Line skal fortsætte som en selvstændig virksomhed med eget brand, norskregistrerede skibe og lokal ledelse i Norge. Samtidig vil Stena Line anvende sin industrielle kompetence og erfaring til at styrke og videreudvikle Color Line – blandt andet inden for dekarbonisering, digitalisering, kundeservice og logistik.
”Color Line er et af de mest kendte og værdsatte brands i vores branche, og Stena Line ønsker at bevare disse styrker, samtidig med at vi skaber et stærkere fundament for forbedring og fornyelse som en del af Stena Line-familien. Sammen med vores medarbejdere vil vi have styrken til at forme fremtiden gennem kvalitet, effektivitet og pålidelighed i alle dele af kunderejsen.”
Trond Kleivdal, koncernchef i Color Lines.
Den underskrevne aftale medfører ingen ændringer i afgange, bookinger eller eksisterende kunde- og leverandørrelationer hos Color Line eller Stena Line. Begge selskaber fortsætter deres aktiviteter som separate og uafhængige virksomheder, mens transaktionen afventer myndighedernes godkendelse.
Detaljer om transaktionen
Transaktionen struktureres som en aktieoverdragelsesaftale, hvor Stena AB’s helejede datterselskab Stena Rederi AB køber samtlige aktier i Color Group AS fra ONS Invest II AS, der er helejet af Olav Nils Sunde og hans familie. ONS Invest II AS ejer 100 procent af Color Group, som igen ejer 100 procent af Color Line med datterselskaber.
Parterne er blevet enige om ikke at offentliggøre de finansielle vilkår for den foreslåede transaktion, som er underlagt myndighedernes godkendelse. Den foreslåede transaktion forventes gennemført i slutningen af første kvartal eller i løbet af andet kvartal 2027.
Kilde: Stena Line
