
Da Bornholmslinjen i starten af oktober meldte ud, at de midlertidig ville lukke ruten mellem Rønne og Sassnitz pga. Covid-19 rejserestriktionerne, skulle det kun være i perioden fra 1. november til 17. december.
Da det ikke ser ud til at rejserestriktionerne bliver hævet inden d. 17. december, har Bornholmslinjen besluttet at forlænge nedlukningen af ruten indtil slutningen af marts 2021.
”Traditionelt er tyskerne i god tid, når de booker rejser. Tiden er desværre så fremskreden nu, at vi ikke længere kan mobilisere troen på, at tyskerne får mulighed for at komme til Bornholm.”
Jesper Skovgaard, Molslinjens kommercielle direktør.
Vinter Bornholm lever
Trods tyskernes fravær er der stadig optimisme omkring jul, nytår og vinter på Bornholm. For danskerne kan stadig rejse.
”Vi har jo set Bornholm være voldsomt populær hen over sommeren, sensommeren og efteråret. Danske gæster har jo i stort tal søgt mod øen – og den tendens, forventer vi, holder ved. Vi kan se, at vi lige nu har flere bookinger frem mod jul, end vi havde sidste år.”
Jesper Skovgaard.
Derfor vil Bornholmslinjen sammen med Destination Bornholm nu rette marketingskytset væk fra Tyskland og i stedet bruge kræfterne på at fortælle danskerne alle de gode historier om Vinter Bornholm.
”Ruten til Sassnitz er vigtig for Bornholm og for os. Vi får det bedste ud af dette midlertidige stop, og så vil vi glæde os til at sejle til Tyskland igen til påske.”
Jesper Skovgaard.
Lige nu er planen at sejle den første tur mellem Rønne og Sassnitz den 27. marts 2021.
Kilde: Bornholmslinjen