Brittany Ferries chartrer yderligere 2 E-Flexer

Tegning af de nye korte E-Flexer færger. © Brittany Ferries

Det franske rederi Brittany Ferries, har indgået en aftale med Stena RoRo, om at chartre yderligere 2 færger af E-Flexer typen, som Stena RoRo får bygget på det kinesiske værft CMI Jinling Weihai Shipyard. Disse vil blive E-Flexer nummer 10 og 11, som Stena RoRo får bygget. Chartreraftalen er på 10 år, med en købsoption efter 4 år. Leveringen er planlagt til i slutningen af 2024 og 2025.

BRETAGNE. © Brittany Ferries

De to færger, skal afløse færgerne BRETAGNE og NORMANDIE, som sejler mellem Portsmouth og de franske havne St. Malo og Ouistreham (Caen).

NORMANDIE. © Brittany Ferries

De to nye E-Flexer, vil blive de første af en ny forkortet udgave af E-Flexer typen på 194,7 meter, mod 214,5 meter for standardudgaven (der findes desuden også en forlænget udgave på 239,7 meter). Årsagen til den kortere længde er, at de ellers ikke kan anløbe Ouistreham og St. Malo. De to E-Flexer vil kunne medtage 1.300 passagerer og få henholdsvis 386 og 220 kahytter.

Brittany Ferries har som nævnt, allerede en aftale med Stena RoRo, om at chartre E-Flexer færger af standardudgaven, nemlig tre styk. Den første med navnet GALICIA, blev leveret sidste år, mens SALAMANCA vil blive leveret næste år, og endelig SANTOÑA som vil blive leveret i 2023. Disse tre færger skal primært bruges på ruterne mellem England og Spanien.

GALICIA. © Stena RoRo

Kilde: ShipPax

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →