DFDS i partnerskab omkring udvikling af brintfærge

Visualisering af brintfærgen EUROPA SEAWAYS. © KNUD E. HANSEN

En gruppe virksomheder har indgået et samarbejde om at udvikle en færge drevet 100% på brint til DFDS’ rute København – Frederikshavn – Oslo.  Færgen har fået arbejdsnavnet EUROPA SEAWAYS.

Visualisering af brintfærgen EUROPA SEAWAYS. © KNUD E. HANSEN

Færgen får elektricitet til fremdrift fra brintbrændselscellesystemer, der kun udleder vand og kan producere op til 23 MW. 

”De største brændselscellesystemer i dag producerer kun 1-5 MW, og udviklingen af ​​sådanne store brændselscelleinstallationer til brug i det maritime er en monumental opgave, som kun kan gennemføres i et partnerskab mellem virksomheder, der tilsammen kan mønstre verdensklasse-ekspertise inden for design, godkendelse, bygning, finansiering og drift af innovative skibe.”

Torben Carlsen, administrerende direktør for DFDS. 

Partnerskabet omfatter DFDS, ABB, Ballard Power Systems Europe, Hexagon Purus, Lloyd’s Register, KNUD E. HANSEN, Ørsted og Danmarks Skibskredit.

“Sammen forventer vi at lære. hvordan vi kan gøre disse brændstoftyper og teknologier kommercielt levedygtige. Det er afgørende for branchens omstilling til klimaneutralitet, der også er det ultimative mål for DFDS’ klimaplan.”

Torben Carlsen. 

Partnerskabet har ansøgt om støtte fra EU’s Innovationsfond. Da der ikke i dag findes en færge med denne teknologi, vil udviklingen kræve offentlig involvering. Men hvis projektet udvikler sig som forventet, kan færgen være i fuld drift allerede fra 2027. 

Brinten produceres lokalt i Storkøbenhavn, baseret på havvind, og projektet vil undersøge, hvordan det optimalt integreres i det lokale energisystem. 

“Vedvarende brint og andre bæredygtige brændstoffer vil være nøglen til de-karbonisering af den maritime sektor og tung transport som helhed for at opfylde danske og internationale klimamål. Hvis tilsynsmyndigheder er villige til at sætte de rette rammer for at muliggøre efterspørgsel og udbudsside af bæredygtige brændstoffer, er danske virksomheder villige til at investere i store Power-to-X-projekter. Dette projekt er endnu et bevis på det stærke potentiale ved vedvarende brintproduktion, drevet af fortsat udbygning af havvind.”

Anders Nordstrøm, vicepræsident og leder af Ørsteds brintaktiviteter.

Fakta på EUROPA SEAWAYS

  • Passagerer: 1.800
  • Biler: 380
  • Lanemeter: 2.300 (120 lastbiler)

Kilde: DFDS

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart, på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →