Færgelejet til FJORD FSTR klar i Hirtshals

Færgeleje 4 i Hirtshals Havn. © Hirtshals Havn

Fredag d. 13. marts, fik Hirtshals Havn overleveret det ombyggede færgeleje 4. Lejet er placeret i NordsøTerminalen og ligger i forlængelse af Trailerkajen.

FJORD FSTR. Foto: Austal

Færgeleje 4, skal primært servicere Fjord Lines nye katamaran FJORD FSTR, som der til sommer vil afløse den nuværende hurtigfærge FJORD CAT. Samtidig er færgelejet konstrueret således, at det kan anløbes af konventionel tonnage som f.eks. RoRo færger. Dette kan lade sig gøre på grund af færgelejets særlige affendring, som er konstrueret på en sådan måde, at den tilpasser sig størrelsen af det skib, der belaster fenderen. Denne form for affendring er en af de første af sin art i Danmark.

Færgeleje 4 i Hirtshals Havn. © Hirtshals Havn

Arbejdet på færgeleje 4, har omfattet affendring, bundsikring støbt i beton samt en bevægelig broklap, som har en bredde på 29 meter og kan præstere en vandring på 3 meter. Færgelejet er konstrueret, så det er fremtidssikret og forberedt til den hårde belastning, der følger af de op til tre daglige anløb af FJORD FSTR.

Sideløbende med anlægsarbejderne af færgeleje 4, har det skulle kunne bruges af Fjord Lines hurtigfærge FJORD CAT i sommersæsonen 2019. Dette har betydet, at der under hele forløbet har været behov for en tæt og konstruktiv dialog mellem Hirtshals Havn, de rådgivende ingeniører hos A1-Consult, entreprenøren CG Jensen og Fjord Line.

FJORD CAT ankommer til Hirtshals d. 18/7-2017. Foto: Michael Koefoed-Hansen

“Gennem hele projekteringen og anlægsprocessen har der på alle måder været et godt samarbejde med alle parter. Samtidig er vi færdige til tiden og har nået det ønskede resultat. På den måde er vi kommet godt i mål til trods for de udfordringer, der er fulgt med de krav, som blev stillet fra både havnens og rederiets side.”

Peter Ydesen, Hirtshals Havns tekniske chef.

Kilde: Hirtshals Havn

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →