Lolland Kommune køber ULVSUND

ULVSUND i Kalvehave d. 26/7-2015. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Lolland Kommune har indgået en aftale med DTU, om at købe færgen ULVSUND, som har været brugt på ruten mellem Kalvehave og øen Lindholm, hvor DTU tidligere havde forskningsstation for husdyrsygdomme. Aftalen er betinget af at byrådet godkender købet, men overtagelsen finder sted allerede i dag, d. 1. april, og den vil være klar til brug kort tid derefter.

Beboerne på de tre øer, Askø, Femø og Fejø, har længe ønsket sig en afløserfærge, da der er blevet sejlet efter særfartplan, hver gang en af de tre faste færger har været på værft eller har haft tekniske problemer.

Holger Schou Rasmussen og Leif Utermöhl i Kalvehave for at besigtige Ulvsund.

”En god og stabil færgeforbindelse er selvfølgelig helt afgørende, når man bor på en ø, så jeg kan sagtens forstå ønsket om en afløserfærge,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen. ”Problemet har været at finde en færge til en fornuftig pris, der samtidig er fleksibel nok til at sejle på alle tre øer. Det er heldigvis lykkedes nu. Jeg er glad for, at vi på den måde kan styrke den lokale infrastruktur, for det skal være muligt at bosætte sig overalt i kommunen og samtidig kunne passe arbejde og skolegang.”

ULVSUND skal derfor bruges som afløser og spidsbelastningsfærge til de tre øer, samt mulighed for ø-hop i sommermånederne.

”ULVSUND passer perfekt til vores formål,” forklarer formand for Teknisk Udvalg Leif Utermöhl. ”Det er ikke en stor færge, men den betyder, at vi kan holde ruterne åbne, når de faste færger skal på værft, eller hvis de f.eks. får motorskade. Jeg håber meget, at vi på den måde kan skabe tryggere og mere stabile rammer for øboerne og for de mange gæster, der besøger øerne hvert år.”

Den nye færge finansieres gennem besparelser på leje af afløserfærger og på nye indtægter fra udlejning af ULVSUND som afløserfærge til andre småøer.

Kilde: Lolland Kommune

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart, på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →