Ø-Færgen har indført olietillæg

FAABORG III ankommer til Faaborg d. 1/6-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Det kommunalt ejede rederi Ø-Færgen, som sejler på ruten Faaborg – Avernakø – Lyø med færgen FAABORG III, har fra d. 9. juni indført et olietillæg på 10 kr. pr. person- og cykelbillet, samt 20 kroner for køretøjer. Det sker efter at kommunalbestyrelsen i Faaborg – Midtfyn Kommune, godkendte det på et kommunalbestyrelsesmøde onsdag d. 8. juni.

Årsagen er de høje brændstofpriser, som betød at rederiet ville få en ekstraregning på ca. 2 millioner kroner i indkøb af diesel i 2022, noget som der ikke er plads til i rederiets økonomi.

De forhøjede priser dækker ikke hele ekstraregningen, så kommunalbestyrelsen skal i andet halvår vurdere en tillægsbevilling, når man har mere styr på hvordan regnskabet for 2022 kommer til at se ud.

Kilder: Ø-Færgen og Faaborg – Midtfyn Kommune

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →