Skroget til ny Fanø færge slæbes til Danmark

GROTTE. © Molslinjen

Fanølinjens første hybridfærge er nu på vej til Hvide Sande Shipyard. Turen fra polske Szczecin forventes at tage omkring fire dage. Færgen tager turen for enden af et slæbetov, da der endnu ikke er noget indmad i skroget. Opgaven med at slæbe færgen til den jyske vestkyst ligger hos NH Towage fra Svendborg.

Skroget til Fanølinjens nye færge GROTTE i Øresund d. 9/1-2021. Foto: Michael Koefoed-Hansen

”Det er en spændende tur, og det er en spændende rejse, som begynder for Fanølinjen og Molslinjen. GROTTE er vores første el-færge nogensinde, og da elektrificering af vores kortere ruter er en væsentlig del af vores klima-strategi, glæder vi os til at tage hul på det kapitel, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Skroget til Fanølinjens nye færge GROTTE i Øresund d. 9/1-2021. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Når færgen ankommer til Hvide Sande, begynder arbejdet med at montere alt det indvendige på broen, i passagerområdet og ikke mindst i det maskinrum, som bliver en helt anden sag end maskinrummene hos de to søsterfærger, MENJA og FENJA.

FENJA i Esbjerg d. 1/12-2019. Foto: Michael Koefoed-Hansen

Selv om GROTTE til dagligt skal sejle på strøm, vil den stadig have muligheden for at sejle på almindeligt brændstof. Det er nødvendigt for at sikre sejlads til og fra Fanø under alle forhold og i tilfælde af nødsituationer.

Turen hjem til Danmark forventes som sagt at vare fire dage – men når færger skal slæbes over så lange distancer, betyder vejret meget for sejltiden. GROTTE forlod Polen i godt vejr, og nu nærstuderes vejrudsigterne for de kommende dage.

GROTTE skal efter planen sættes i drift hos Fanølinjen til efteråret 2021.

Kilde: Molslinjen

Om Michael Koefoed-Hansen

Redaktør og ejer af Færgenyt. Har udgivet 3 bøger om dansk færgefart, på forlaget Starnia, samt drevet hjemmesiden ”The ferry site” siden 1998. ”The ferry site” hører i dag til blandt de største private hjemmesider med information omkring færger.

Se alle indlæg af Michael Koefoed-Hansen →