
Når Molslinjen til efteråret flytter til den nye færgeterminal i Østhavnen, vil færgerne kunne modtage landstrøm. Det er resultatet af en fælles investering, som Molslinjen og Aarhus Havn netop har besluttet at foretage.
”Hurtigfærgerne vil således ikke længere skulle bruge brændstof-drevne generatorer til at producere den nødvendige strøm, når skibene ligger i havn, og dermed har vi opnået en mere bæredygtig drift.”
Carsten Jensen, administrerende direktør hos Molslinjen.
Han tilføjer, at det er meget vigtigt for Molslinjens drift, at man også kan holde skibenes systemer kørende, når de ligger i havn om natten. Og det kan nu gøres helt stille og uden emissioner.
Både Molslinjen og Aarhus Havn er enige om vigtigheden af at investere i fremtidig bæredygtighed. For Aarhus Havn giver det især mening at bidrage til landstrømsanlægget, fordi der er tale om en investering, som reducerer miljøaftrykket fra Molslinjens 3800 årlige anløb.
”Når hver eneste, færge der ankommer til Aarhus Havn, kan tilsluttes anlægget, er der for alvor noget bæredygtighed at hente. Og desuden kræver anlægget ikke ekstra energi-infrastruktur til terminalen, idet anlægget kan tilsluttes den nuværende infrastruktur.”
Nicolai Krøyer, kundechef hos Aarhus Havn
Kilde: Aarhus Havn
