Byrådet i Slagelse Kommune godkendte på mødet d. 30. oktober at gå videre med planerne om at bygge en ny færge til ruten Stigsnæs – Omø til afløsning af den nuværende færge OMØ, som er bygget i 2004. Den nuværende færge estimeres til at have en levetid på maks. 10 år.
Den nye færge vil være af den kommende standardtype, som udvikles og finansieres i et samarbejde mellem Færgesekretariatet, Danmarks Standardfærger K/S, PensionDanmark, Odense Marine Technology A/S og OMT F4DK ApS.
Med beslutningen i byrådet, går kommunen nu over fra design- og projekteringsfasen til konkurrenceudsættelsesfasen. Denne løber indtil 3. kvartal 2024, hvor der indhentes tilbud på bygningen af færgen. Derudover skal der udarbejdes et endeligt projekt- og driftsbudget.
I 3. kvartal 2024 skal byrådet så godkende det endelige projekt, og her er det så sidste mulighed for at udtræde af projektet.
Den kommende færge vil være af typen D37-10 og vil have samme kapacitet som den nuværende færge. Faaborg Midtfyn, Svendborg og Odder Kommuner planlægger også at bestille en færge af D37-10 typen.
Fakta på færgen:
- Længde: 37,0 meter
- Bredde: 10,5 meter
- Fart: 11 knop
- Passagerer: 98 (sommer) / 80 (vinter)
- Biler: 19
Kilde: Slagelse Kommune